Vil streaming skubbe traditionelt tv ud af billedet?

Traditionelt tv dominerer stadig danskernes medieforbrug. Men vi flytter en større del af vores medieforbrug til internettet, og den digitale vækst sker primært ét sted: Streaming. Det gælder særligt de unge, der streamer mere end dobbelt så meget, som de ser traditionelt tv. Men hele befolkningen streamer mere end før, og næsten halvdelen af danskerne streamer film hver uge. Det viser den årlige medieudviklingsrapport fra DR Medieforskning.


Badehotellet, X Factor og Bedrag kan stadig samle hele familien foran tv-skærmen i den bedste sendetid. I gennemsnit bruger hver dansker 7 timer og 16 minutter på medier hver dag, og en tredjedel af tiden bruger vi på traditionelt tv, eller flow-tv, som det også kaldes, og det er dermed danskernes foretrukne medie. Det viser den årlige medieudviklingsrapport fra DR Medieforskning. 

 

Generelt ser vi dog mindre traditionelt tv end tidligere, og i det hele taget bruger vi ½ time mindre om dagen på medier end for et år siden.

- Streaming er med til at sænke vores tidsforbrug. Dels fordi det tager kortere tid at streame et program end at se det med indlagte reklamer. Dels fordi traditionelt tv har gjort det til en videnskab at føre seerne eller lytterne fra ét program til det næste. Der er aldrig naturlige slutpunkter, og derfor bliver vi typisk hængende længere tid, når vi ser flow-tv og hører radio frem for streaming og podcast, forklarer Dennis Christensen, der er leder af DR Medieforskning.

Især de unge streamer
Medieudviklingsrapporten viser, at vores medieforbrug bliver stadig mere digitalt, og det er især streaming, der trækker os over på de digitale platforme. Vi tjekker nyheder i venteværelset, ser film i toget og følger vores yndlingsprogrammer, når det passer os. Især de unge har rykket deres medieforbrug til streaming. 

 

Mens danskerne generelt ser dobbelt så meget traditionelt tv, som vi streamer, ser det omvendt ud blandt de 15-29-årige. De unge bruger dobbelt så meget tid på at streame som på at se traditionelt tv. Det betyder dog ikke, at traditionelt tv helt vil forsvinde i fremtiden, vurderer Dennis Christensen. 

- Traditionelt tv kan noget, streaming ikke kan. For mange giver det værdi at se fodboldkampe, store shows, nyheder eller høre Mads og Monopolet, når det bliver sendt.
’Tidsligheden’ har betydning, og det giver en fællesskabsfølelse at opleve noget på samme tid som andre. Så i forhold til flow-tv og streaming er fremtiden ikke ’enten eller’, men ’både og’, siger lederen af DR Medieforskning.

Ud over tv-streaming har sociale medier, gaming og streaming af musik også snuppet noget af den tid, vi tidligere brugte på at se traditionelt tv. 


Vælg Netflix og 10 andre streamingtjenester

Med en Bland Selv-løsning kan jeres medlemmer/beboere selv vælge, hvilke tv-kanaler og streamingtjenester de vil have i deres tv-pakke. Vi har et stort udvalg af alle de bedste streamingtjenester som Netflix, HBO Nordic, Viasat Film og C More, så har man altid adgang til en lang række programmer inden for nyheder, sport, kultur, film, serier og meget mere. Du kan frit udskifte dine kanaler og streamingtjenester, når det passer  – uden det koster ekstra.

Se alle streamingtjenester